204
FUGLEUNGEN.
er stor Synd for mig. I Morgen rejser min Kæreste fra mig uden engang at sige mig Farvel. I Morgen kommer jeg til at græde, græde hele Dagen, for jeg vil føle det som en stor Skam, at jeg ikke er god nok til Maurits. Og naar jeg kommer hjem — jeg ved ikke, hvordan jeg skal holde ud at komme hjem, hvordan jeg skal træde over min Faders Dørtærskel efter dette. Det vil tiske og hviske langs ned ad Strædet, naar jeg viser mig. Alle vil undres paa, hvad ondt jeg har gjort, siden jeg bliver saa daarlig behandlet. Er det min Skyld, at du elsker mig?“ Han svarer med Graaden i Halsen: „Tal ikke saadan, lille Dun! Det er for tidligt at tale saadan.“
Han gaar derude hele Natten, og endelig, henimod Midnat bliver det lidt mørkt. En stor Angst falder over ham; det er som om denne lumre, kvalme Luft stod stille af Frygt for en eller anden Misgerning, der vil blive begaaet om Morgenen.
Da søger han at berolige Natten med at sige ganske højt: „Jeg skal ikke gøre det.“
Men da hænder det allerunderligste. Natten gribes af en skælvende Angst. Nu er det ikke mere de smaa Dun, der falder, men rundt omkring ham suser store og smaa Vinger. Han hører, at nogen flygter, men ved ikke hvorhen.
Det flygtende stryger ham forbi, det rører ved hans Kind, strejfer hans Klæder og Hænder, og han forstaar, hvad det er. Det er Løvet, der falder af Træerne, Blomsterne, der flyr fra deres
