206
FUGLEUNGEN.
forvandler det sig til en Dødstunghed, til en Dødskulde.
Det er, som om hun maa slæbe et forstenet Legeme ned ad Trapperne og ind i Frokostværelset. Hun rækker en kold, tung Stenhaand frem, da hun siger Godmorgen, hun taler med en ubevægelig Stentunge, smiler med haarde Stenlæber. Det er et Arbejde, et Arbejde.
Men hvem kan lade være at glæde sig, naar man tænker paa, hvorledes alt i denne Morgenstund afgøres, saaledes som gammeldags Troskab og Ære kræver.
Mens de spiser Frokost, henvender Patron Teodor sig til Fugleungen og fortæller med underlig tonløs Stemme, at han har besluttet at give Maurits Forvalterpladsen paa Laxåhytten, men saasom bemeldte unge Mand, vedblev Onkel med et anstrengt Forsøg paa at anslaa sin sædvanlige Tone, ikke er meget hjemme i praktiske Beskæftigelser, faar han ikke Lov at tiltræde Pladsen, før han har en Hustru ved sin Side. Har nu Frøken Fugleunge passet sin Myrte saa godt, at der kan blive Raad til Brudekrans i September?
Hun føler, at han sidder og ser hende ind i Ansigtet. Hun ved, at han vil have et Blik til Tak, men hun ser ikke op.
Men Maurits springer op fra sin Stol. Han omfavner Onkel og gør et stort Væsen af det. „Men, Anne-Marie, hvorfor takker du ikke Onkel? Du maa klappe Onkel Teodor, Anne Marie. Laxå-
