9
KEJSERINDENS PENGEKISTE.
ikke selv behøvede den. Og til sidst bad hun hver enkelt Mand sværge, at han ikke vilde søge at bemægtige sig Skatten til sit eget Brug uden først at spørge hele Fiskerbefolkningen.
Om de vilde sværge! Det vilde de alle. Og de velsignede Kejserinden og græd af Taknemmelighed. Og hun græd og sagde dem, at hun vidste, at hvad de trængte til, var en Støtte, der aldrig svigtede, og en Skat, der aldrig kunde bruges op, og en uopnaaelig Lykke, men det kunde hun ikke give dem. Hun havde aldrig været saa magtesløs som her ude paa Dünerne.
Mine Medborgere, uden at hun vidste det, alene i Kraft af den kongelige Visdom, der var nedlagt hos denne store Dronning, er det lykkedes hende at naa langt mere, end hun havde tilsigtet, og det er derfor, man kan sige, at hun endnu den Dag i Dag regerer over Vestflandern.
Hvilken Glæde er det ikke at høre om al den Velsignelse, som ved Kejserindens Gave er bleven spredt over Vestflandern! Folk derude har nu noget at stole paa, som de saa haardt trænger til, og som vi alle haardt trænger til. Hvor stor Nøden saa er, er der aldrig nogen Fortvivlelse.
De har fortalt mig derude, hvorledes Kejserindens Pengekiste ser ud. Som St. Ursulas Helgenskrin i Brügge, men endnu skønnere. Den er en Efterligning af Domkirken i Wien, og den er af purt Guld, men paa Siderne er hele Kejserindens Historie afbildet i det hvideste Alabaster. Paa de smaa Sidetaarne straaler de fire Diamanter, som
