Side:Legender og Fortællinger.djvu/221

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

208

FUGLEUNGEN.

Trækninger, som Krampe, gennem de knyttede Næver.

Kan han lade hende tage Hatten paa, sige Bjergraadinden Farvel?

Der staar han atter paa Naxos' Klippe og vil stjæle den elskede. Nej, ikke stjæle. Hvorfor ikke ærligt og mandigt træde frem og sige: „Jeg er din Medbejler, Maurits. Din Brud maa vælge imellem os. I er ikke gifte; det er ingen Synd at søge at vinde hende fra dig. Pas godt paa hende. Jeg agter at bruge ethvert Middel.“

Saa var han jo advaret, og hun vidste, hvad hun havde at rette sig efter.

Det knagede i Knoerne, da han igen knyttede Hænderne. Hvor Maurits vilde le ad den gamle Onkel, naar han traadte frem og holdt denne Tale. Og hvad kunde det nytte? Vilde han maaske skræmme hende, saa at han ikke engang fik Lov at hjælpe dem mere?

Men hvordan skal det gaa nu, naar hun kommer hen og siger ham Farvel? Han er lige ved at raabe til hende, at hun skal tage sig i Vare, at hun skal holde sig i tre Skridts Afstand fra ham.

Han bliver staaende ved Vinduet og vender Ryggen til dem alle, mens de har travlt med deres Rejsetøj og med Madkurven. Bliver de da aldrig færdige til at køre? Nu har han allerede gennemlevet det tusinde Gange. Han har rakt hende Haanden, kysset hende, hjulpet hende op