211
FUGLEUNGEN.
„Kom ind paa mit Værelse, Maurits,“ siger han, „saa skal du straks faa Pengene.“
Men mens han taler, hviler hans Blik paa Fugleungen for at se, om Spøgelset skulde kunne lokkes til at tale. Men endnu ser han kun stum Fortvivlelse hos hende.
Men aldrig saa snart sidder han ved Pulten i sit Værelse, før Døren gaar op og Anne-Marie træder ind.
„Onkel Teodor,“ siger hun meget fast og bestemt, „køb ikke de Papirer.“
Aa, hvilket Mod, Fugleunge! Hvem skulde have tiltroet dig noget saadant, som saa dig, da du for tre Dage siden sad ved Siden af Maurits i Giggen og saa ud, som om du krøb sammen og blev mindre, for hvert Ord, han sagde.
Nu har hun ogsaa Brug for alt sit Mod, for nu bliver Maurits vred for Alvor.
„Ti,“ hvæser han til hende og brøler derpaa for rigtig at blive hørt af Patron Teodor, der sidder ved Pulten og tæller Sedler: „Hvad gaar der af dig? Aktierne giver ingen Rente nu, det har jeg sagt Onkel, men Onkel ved lige saa godt som jeg, at de giver det med Tiden. Tror du, Onkel lader sig narre af een som mig? Onkel forstaar saamænd den Slags Ting bedre end nogen af os. Har det nogen Sinde været min Mening at give de Aktier ud for at være gode? Har jeg sagt andet end, at for den, der kan vente, kan dette blive en god Forretning?“
Patron Teodor siger ingen Ting; han rækker
