212
FUGLEUNGEN.
blot Maurits en Bunke Sedler. Han tænker blot paa, om dette vil bringe Spøgelset til at tale.
„Onkel,“ siger den lille, umedgørlige Sandsigerske, thi det er jo en given Sag, at ingen kan være mere umedgørlig end disse dunbløde, disse fine Væsener, naar de ere i det Humør, „disse Aktier er ikke en Skilling værd og bliver det aldrig. Det ved vi derhjemme alle sammen.“
„Anne-Marie, du gør mig til en Skurk —“
Hun lader Øjnene fare hen over ham, som om hendes Blikke vare Sakse, og hun klipper Klud efter Klud af alt det, hun har udstyret ham med, og da hun til sidst ser ham i al Egenkærlighedens og Egennyttens Nøgenhed, fælder hendes forfærdelige lille Tunge Dommen over ham:
„Hvad er du andet?“
„Anne-Marie!“
„Ja, hvad andet er vi begge to,“ fortsætter den ubarmhjertige Tunge, som, da den vel er bleven sat i Gang, finder det bedst at klare disse Sager, som har pint hendes Samvittighed, lige siden det først faldt hende ind, at ogsaa den rige Mand, som ejede dette store Hus, havde et Hjerte, som kunde lide og længes. Og saa siger hun, medens Tungen er saa udmærket i Gang og al Generthed synes at have forladt hende:
„Da vi satte os i Giggen hjemme, hvad tænkte vi saa? Hvad talte vi om paa Vejen? Om hvordan vi skulde narre ham der. „Du maa være kæk, Anne-Marie,“ sagde du. „Og du maa være snu, Maurits,“ sagde jeg. Vi tænkte bare paa at
