214
FUGLEUNGEN.
Kom nu og giv mig et Kys. Du behøver ikke at søge Beskyttelse mod mig hos nogen.“
Hun rører sig ikke, vender sig ikke om, klynger sig blot fast.
„Fugleunge, skal jeg lade ham tage dig?“ hvisker Patron Teodor.
Og hun svarer kun med en Skælven, som ogsaa farer igennem hele hans Legeme.
Men Patron Teodor føler sig saa stærk, saa glad. Heller ikke han er i Stand til som før at se den fuldkomne Brodersøn i hans Fuldkommenheds rette Lys. Han drister sig til at gøre Løjer med ham.
„Maurits,“ siger han, „du forbavser mig. Kærligheden gør dig svag. Kan du saadan straks tilgive, at hun kalder dig en Skurk. Du maa straks slaa op med hende. Din Ære, Maurits, tænk paa din Ære. Ingenting i Verden kan berettige en Kvinde til at fornærme en Mand. Sæt dig op i Giggen, min Dreng, og kør din Vej uden dette fortabte Barn. Det er blot skær og ren Retfærdighed efter saadan en Fornærmelse.“
Og da han er færdig med denne Tale, tager han hende med sine store Hænder om Hovedet og løfter det i Vejret, saa han kan kysse hende paa Panden.
„Forlad dette fortabte Barn!“ gentager han.
Men nu begynder ogsaa Maurits at forstaa det. Han ser, hvor det glimter i Patron Teodors Øjne, og hvor det ene Smil efter det andet flyver over hans Læber.
