215
FUGLEUNGEN.
„Kom, Anne-Marie!“
Det giver et Sæt i hende. Nu kalder han paa hende som den, til hvem hun har lovet sig selv bort. Det er, som om hun maa gaa. Og hun slipper Patron Teodor saa hurtigt, at han ikke kan hindre det, men hun kan heller ikke gaa hen til Maurits; saa glider hun ned paa Gulvet, og der bliver hun siddende og hulker.
„Kør du hjem alene i din Pindevogn, Maurits,“ siger Patron Teodor skarpt. „Denne unge Dame er Gæst i mit Hus, saa længe hun vil, og jeg agter at beskytte hende mod dine Overgreb.“
Og han tænker ikke mere paa Maurits, men kun paa at løfte hende op, tørre hendes Taarer og hviske, at han elsker hende.
Og Maurits, som ser dem saadan, den ene grædende, den anden trøstende, raaber: „Aa, dette er en Sammensværgelse. Jeg er bedragen. Det er en Komedie. Du har stjaalet min Brud fra mig, og du haaner mig. Du lader mig kalde paa en, som aldrig agter at komme. Jeg ønsker dig til Lykke til Handelen, Anne-Marie.“
Og idet han styrter ud og smækker Døren i efter sig, raaber han: „Lykkejægerske!“
Patron Teodor gør en Bevægelse som for at gaa bagefter for at straffe ham, men Fugleungen holder ham tilbage.
„Aa, Onkel Teodor, lad endelig Maurits beholde det sidste Ord. Maurits har altid Ret.
