PAA DET STORE KONGSHELLES GRUND.
Dersom en fremmed, der har hørt tale om den gamle By Kongshelle, skulde komme til den Plads ved den nordre Elv, hvor den engang laa, vilde han sikkert blive højst forbavset. Han vil spørge sig selv, om Kirker og Kasteller kan smelte bort som Sne, eller om Jorden har aabnet sig og opslugt dem. Han staar paa et Sted, hvor der i fordums Tider laa en mægtig Stad, og han finder ikke en Gade, ikke en Skibsbro. Han ser hverken Ruindynger eller Brandtomter, han ser kun en Herregaard, omgiven af grønne Træer og røde Lader. Han øjner ikke andet end brede Enge og Marker, hvor Ploven gaar Aar efter Aar uden at hindres af Murgrund eller gammel Brolægning.
Han vilde rimeligvis allerførst gaa ned til Elven. Vel vilde han ikke vente at se noget til de store Skibe, der for til Østersøhavnene eller til det fjerne Spanieland; men han vilde dog tro, at han kunde finde Spor af de gamle Skibsværfter, af de store Baadehuse og Skibsbroerne. Han for-
