223
PAA DET STORE KONGSHELLES GRUND.
susende Træer. Han finder hverken Mure eller Taarne eller Gavle, gennembrudte af spidsbuede Vinduer. Havestole og Bænke i Træernes Skygge finder han, men ingen søjlesmykket Klostergaard, ingen udhugne Gravstene.
Nu — da han ikke har fundet noget her, vil han dog se sig om efter den gamle Kongsgaard. Han tænker paa de store Sale, som Kongshelle skal have faaet Navn efter. Det kunde dog være, at der var noget tilbage af det alentykke Tømmer i Væggene eller af de dybe Kældere under den store Hal, hvor de norske Konger fejrede deres Gæstebud. Han tænker paa Kongsgaardens glatte, grønne Gaardsplads, hvor Kongerne kom ridende paa sølvskoede Gangere, og hvor Dronningerne malkede guldhornede Køer. Han tænker paa det høje Jomfrubur, paa Bryggerset med de store Kedler, paa det mægtige Stegers, hvor en halv Okse ad Gangen blev lagt i Gryden, og hele Svin drejedes paa Spiddet. Han tænker paa Trællehuset og Falkeburene og Madboderne — Hus ved Hus hele Gaarden rundt, mosgroede af Ælde, med knejsende Dragehoveder. Af en saadan Mængde Bygninger maa der dog findes nogle Spor tilbage, tænker han.
Men spørger han saa efter den gamle Kongsgaard, fører man ham til en moderne Herregaard med Glasveranda og Vinterhavedrivhuse. Højsædet er forsvundet og med det alle sølvbeslagne Drikkehorn og skindklædte Skjolde. Man kan ikke engang vise ham den glatte Gaardsplads
