229
SKOVDRONNINGEN.
Paastand, at det svulmende Hav kun er et tyndt Slør, der tilhyller den skønneste Verden. Han maatte tro deres Ord, at den, der dristig baner sig Vej gennem Vandets Dække, straks naar Havgudens Perleslot. Den unge Mand ønskede sig selv til Lykke, at han havde valgt denne Dødsmaade. Og man kunde knap nok kalde det saa; det var umuligt at tro, at dette skønne Vand kunde dræbe. Det var kun en Genvej ind i et Land, hvor Nydelserne ikke er bedragelige og kun efterlade Lede og Afsmag.
Kun med Møje kunde han lægge Baand paa sin Iver. Men hele Dækket var opfyldt af Søfolk; selv Silvius kunde forstaa, at hvis han nu sprang i Vandet, vilde Følgen simpelthen blive den, at en af hans Faders raske Sømænd sprang ud og fiskede ham op.
Saasnart Sejlene var hejsede og Rorkarlene kommen godt i Gang, kom Skipperen hen til ham og hilste ham med største Høflighed.
„Du agter altsaa at følge mig til Germanien, min Silvius,“ sagde han. „Du viser mig en stor Ære.“
Den unge Poppius kom pludselig i Tanke om, at denne Mand aldrig plejede at komme hjem fra en Rejse uden at have eller anden mærkelig Ting med til ham fra de Barbarlande, han havde besøgt. Snart var det et Par af de Træstykker, hvoraf de Vilde kunde fremkalde Ild, snart sorte Oksehorn, som de brugte til Drikkekar, snart et
