230
SKOVDRONNINGEN.
Halsbaand af Bjørnetænder, der havde været en stor Høvdings Udmærkelsestegn.
Denne vakre Mand straalede af Glæde over at have sin Herres Søn ombord paa sit Skib. Han ansaa det for et nyt Bevis paa den gamle Poppius's Klogskab, at han sendte Sønnen til fjerne Lande i Stedet for at lade ham gaa længere blandt de unge romerske Dagdrivere og lære Blødagtighed.
Den unge Poppius vilde ikke bringe ham ud af hans Vildfarelse. Han var bange for, at dersom han røbede sin Hensigt for Skipperen, vilde denne straks vende om med ham.
„Sandelig, Galenus,“ sagde han, „jeg vilde med Glæde følge dig paa denne Rejse, men jeg frygter, at jeg maa bede dig sætte mig i Land ved Bajæ. Jeg har taget min Beslutning for sent. Du ser mig her uden Rejseklæder, uden Penge.“
Men Galenus forsikrede ham, at den Mangel var snart af hjulpen. Stod han ikke paa sin Faders veludrustede Skib? Han skulde ikke komme til at savne noget; hverken varme Pelsværkskjortler, naar Vejret blev koldt, eller lette syriske Dragter af den Slags, som Sømændene bruge, naar de i godt Vejr krydse i de venlige Øhave.
