231
SKOVDRONNINGEN.
Tre Maaneder efter Afrejsen fra Ostia roede Galenus's Trirem ind i en klippefuld Skærgaard. Hverken Skipperen eller nogen af Mandskabet havde rigtig Rede paa, hvor de egentlig befandt sig, men de var glade ved for en Tid at være i Ly for de Storme, der rasede ude paa det aabne Hav.
Man skulde virkelig tro, at Silvius Antonius havde Ret i sin Paastand, at en Guddom forfulgte ham. Ingen paa Skibet havde nogensinde gjort en saadan Rejse. De ulykkelige Sømænd sagde til hverandre, at de ikke havde haft godt Vejr i to Dage, siden de havde forladt Ostia. Den ene Storm havde fulgt den anden. De havde maattet underkaste sig de utroligste Lidelser. Sult og Tørst havde pint dem, medens de baade Nat og Dag, udmattede og næsten syge af Mangel paa Søvn, havde maattet passe Aarer og Sejl.
Hvad der forøgede Sømændenes Mismod, var, at de ikke havde kunnet drive nogen Handel. Hvor kunde de nærme sig Kysten og udbrede deres Varer paa Stranden for at drive Byttehandel i et saadant Vejr? Tværtimod, hver Gang de havde set en Kyst dukke frem af det haardnakkede, regntunge Graavejr, der omgav dem, havde de maattet styre ud til Havs igen af Frygt for da skumomsprøjtede Klipper. En Nat, da de stod paa Grund paa et Skær, havde de maattet kaste den halve Ladning i Søen. Og den anden halve Del vovede de næsten ikke at tænke paa, thi det var at frygte, at den var aldeles ødelagt af alle de Styrtesøer, der var skyllet over Skibet.
