Side:Legender og Fortællinger.djvu/245

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

232

SKOVDRONNINGEN.

Sikkert er det, at Silvius Antonius ikke havde vist sig at være den Mand, der havde Lykke paa Søen. Thi Silvius Antonius levede endnu; han havde ikke druknet sig. Det er vanskeligt at sige, hvorfor han forlængede en Tilværelse, der ikke kunde være ham til mere Glæde nu, end da han først besluttede sig til at forkorte den. Maaske havde han haabet, at Havet vilde bemægtige sig ham, uden at han selv gjorde noget dertil. Maaske var hans Kærlighed til Havet gaaet over under dets Vredesudbrud; maaske havde han besluttet sig til at dø i det opalgrønne parfumerede Vand i sit Badekar.

Men havde Galenus og hans Mænd vidst, hvorfor den unge Mand var kommen ombord, havde de sikkert bittert beklaget, at han ikke havde udført sin Hensigt, thi de var alle overbevist om, at det var hans Nærværelse, der havde hidført Ulykkerne. Mangen mørk Nat havde Galenus frygtet, at Sømændene vilde kaste ham i Havet. Mer end en af dem fortalte, at han i de grufulde Stormnætter havde set mørke Hænder strække sig op af Vandet og gribe efter Skibet. Og man mente ikke, man behøvede at kaste Lod for at finde den, som disse Hænder vilde trække ned i Dybet. Baade Skipper og Mandskab gjorde Silvius Antonius den særlig store Ære at tro, at det var for hans Skyld, at disse Storme gennemsusede Luften og piskede Havet.

Havde Silvius i al denne Tid opført sig som