Side:Legender og Fortællinger.djvu/246

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

233

SKOVDRONNINGEN.

en Mand, havde han taget sin Del af Arbejdet og Bekymringen, da vilde maaske nogen af hans Ledsagere have fattet Medlidenhed med ham som en ulykkelig, der havde paadraget sig Gudernes Vrede. Men den unge Mand havde ikke forstaaet at vinde deres Medfølelse. Han havde ikke tænkt paa andet end at holde sig i Læ for Vinden og lade hente Pelsværk og Tæpper frem af Lasten for at beskytte sig mod Kulden.

Dog for Øjeblikket var alle Klager over hans Nærværelse forstummede. Saa snart det var lykkedes Stormen at drive Triremen ind i den omtalte Skærgaard, havde den ophørt at rase. Den opførte sig som en Hyrdehund, der bliver tavs og holder sig stille, saa snart den ser Hjorden paa rette Vej ind i Faarehuset. De tunge Skyer rullede bort fra Himlen. Solen skinnede. For første Gang paa Rejsen følte Sømændene Sommerglæden udbrede sig over Naturen.

Paa disse stormomtumlede Mænd virkede Solskinnet og Varmen næsten som en Rus. I Stedet for at længes efter Hvile og Søvn blev de muntre som morgenglade Børn. De antog, at de vilde finde et stort Fastland bag denne Mængde af Klipper og Skær. De ventede at finde Mennesker, og — hvem kunde vide! — paa denne fremmede Kyst, der rimeligvis aldrig før var bleven besøgt af noget romersk Skib, vilde deres Varer sikkert finde god Afsætning. Saa vilde det maaske alligevel lykkes dem at gøre en fordelagtig Bytte-