234
SKOVDRONNINGEN.
handel, at faa Skibsrummene fyldt med store Bjørne- og Elsdyrshuder, med store Masser af hvidt Voks og gyldengult Rav.
Medens Triremen langsomt drog frem mellem Skærene, der stadig blev højere og rigere paa saftigt grønt og tæt Skov, skyndte man sig at smykke den, saa den kunde tildrage sig Barbarernes Blikke. Skibet, der selv uden Prydelser er det skønneste af alle Menneskeværk, kappedes snart i Pragt med den mest brogede Fugl. Nylig omtumlet af Storme og hærget af Uvejr, bar det nu et gyldent Scepter i Mastetoppen og purpurstribede Sejl. I Forstavnen hævede sig et straalende Neptunbillede, og i Bagstavnen et Telt af brogede Silketæpper. Og tro ikke, at Sømændene forsømte at behænge Skibssiderne med Tæpper, hvis Frynser slæbte i Vandet, eller at omvinde de lange Aarer med Guldbaand.
Ej heller beholdt Skibets Besætning de Klæder paa, som de havde baaret paa Rejsen, og som Stormene og Havet havde gjort deres Bedste for at forvandle til Pjalter. De iførte sig hvide Klæder, viklede Purpurskærf om Livet og satte blinkende Ringe om Haaret.
Selv Silvius Antonius rejste sig af sin Sløvhed. Det var, som han glædede sig over endelig at faa noget at sysle med, som han forstod sig paa. Han lod sig rage og klippe og hele sit Legeme indgnide med duftende Essenser. Derpaa iførte han sig en fodsid Dragt, hængte en Kappe om Skuldrene, og af det store Smykkeskrin, som
