Side:Legender og Fortællinger.djvu/248

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

235

SKOVDRONNNINGEN.

Galenus aabnede for ham, valgte han Ringe og Armbaand, Halskæder og gyldne Bælter. Da han var færdig, slog han Silketeltets Purpurgardiner til Side og lagde sig paa et Leje i Teltaabningen for at blive set af Breddens Beboere.

Under disse Tilberedelser var Farvandet imidlertid blevet smallere og smallere, og tilsidst mærkede Sømændene, at de var kommen ind i Mundingen af en Flod. Vandet var ferskt; Fastlandet udbredte sig paa begge Sider af Skibet.

Triremen gled langsomt frem paa den blinkende Elv. Vejret var straalende, hele Naturen hvilede i herlig Fred. Og hvor det pragtfulde Købmandsskib livede op i den store Ensomhed!

Paa begge Bredderne af Elven voksede der høj og tæt Urskov. De mørke Naaletræer var trængt helt ned til Vandet. Det var lykkedes Elven i sit evige Løb at bortskylle Jorden mellem deres Rødder, og Sømændenes Hjerter stemtes til Ærbødighed, ikke blot ved Synet af de ældgamle Træer, men endnu mere ved Synet af de nøgne Rødder, der lignede vældige Jættelemmer. Her, tænkte de, vil det aldrig lykkes Menneskene at dyrke Korn, aldrig vil her ryddes Plads til en By eller blot en Gaard. I milevid Omkreds er Jorden gennemvævet af dette Fletværk af staalhaarde Rødder. Alene dette er nok til at gøre Skovens Herredømme evigt og uforanderligt.

Langs med Floden stod Træerne saa tæt, og deres Grene var saa sammenfiltrede, at de dannede faste, uigennemtrængelige Mure. Disse Mure af