236
SKOVDRONNINGEN.
stikkende Naale var saa stærke og høje, at ingen befæstet By kunde ønske sig et fastere Værn.
Men hist og her var der dog en Aabning i Naalevæggen. Det var der, hvor de Stier mundede ud, som de vilde Dyr havde traadt paa deres Vej ned til Floden for at drikke. Gennem disse Aabninger kunde de fremmede af og til faa et Indblik i Skovens Indre. Aldrig havde de set noget lignende. I solløs Skumring voksede der Træer, hvis Stammer havde større Omfang end Porttaarnene paa Roms Mure. Der var en Vrimmel af Træer, der kæmpede med hinanden om Lys og Luft. Træer stred og trængtes, Træer forkrøbledes og tyngedes ned af andre Træer. Træer slog Rod i andre Træers Grene. Træer stred og kappedes, som om de havde været Mennesker.
Men hvis der færdedes Dyr eller Mennesker inde i denne Træverden, da maatte de have andre Maader at bane sig Vej paa, end Romerne kendte, thi fra Jorden og lige op til Toppen var hele Skoven et Fletværk af stive, nøgne Grene. Ned fra disse Grene flagrede der alenlange Tjavser af graat Skæglav, der forvandlede Træerne til troldeagtige Væsener med Haar og Skæg. Men under dem var Skovbunden dækket af hel- og halvforraadnede Stammer, og Foden vilde være sunken ned i det raadne Ved som i smeltende Sne.
Der stod en Duft ud fra Skoven, der virkede mildt bedøvende paa dem, der var ombord paa
