Side:Legender og Fortællinger.djvu/250

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

237

SKOVDRONNINGEN.

Skibet. Det var den stærke Duft af Harpiks og vild Honning, der blandede sig med den kvalme Lugt fra det raadnende Træ og fra talløse røde og gule Kæmpesvampe.

Der var ganske vist noget skrækindjagende i alt dette, men det var ogsaa opløftende at møde Naturen i al dens Vælde, inden Menneskene endnu havde gjort Indgreb i dens Herredømme. Det varede ikke længe, inden en af Sømændene begyndte at nynne en Hymne til Skovguden, og uvilkaarlig faldt hele Mandskabet ind med. De havde helt opgivet at finde Mennesker i denne Skovverden. Deres Hjerter flød hen i fromme Tanker; de tænkte paa Skovguden og hans Nymfer. De sagde til sig selv, at da Pan blev forjaget fra Hellas's Skove, maatte han være flygtet herop til det yderste Norden. Med from Sang drog de ind i hans Rige.

Hver Gang der kom en Pavse i Sangen, hørte de en stille Musik i Skoven. Naalene i Træernes Toppe, der dirrede i Middagsheden, sang og spillede. Sømændene holdt jævnlig inde med Sangen for at lytte efter, om ikke ogsaa Pans Fløjte snart vilde lade sig høre.

Rorskarlene drev Skibet bestandig langsommere frem. Sømændede spejdede ned i Vandet, der flød gyldengrønt og sortviolet inde under Granerne. De spejdede ind imellem de høje Siv, hvis Blade dirrede og raslede for Kølvandsbølgen. Der var en saadan Forventning over dem, at de