239
SKOVDRONNINGEN.
Elsdyret skred langsomt ud i Vandet, satte Foden forsigtig ned for ikke at hænge fast i Rødderne paa Bunden. Nu saa man tydeligt over Hornene et Pigeansigt omgivet af lyst Haar. Elsdyret bar paa sin Ryg en af disse Nymfer, man havde ventet paa, som man indsaa nødvendigvis maatte findes i denne Urverden.
Folkene paa Triremen blev grebne af hellig Begejstring. En af dem, der hørte hjemme paa Sicilien, kom i Tanke om en Sang, han havde hørt synge i sin Ungdom, da han legede paa de blomsterrige Sletter omkring Syrakus.
Han begyndte at nynne:
„Nymfe, blandt Blomster født, Arethusa ved Navn,
Du som i Skovens Ly vandrer, maaneskinshvid.“
Og da de stormhærdede Mænd fattede Ordene, søgte de at dæmpe den orkanagtige Brusen i deres Stemmer for at synge:
„Nymfe, blandt Blomster fedt, Arethusa ved Navn.“
Man stagede Skibet nærmere og nærmere til Sivkanten. Man agtede ikke paa, at det allerede et Par Gange havde skrabet mod Bunden.
Men det unge Skovvæsen sad og legede Tittit mellem Hornene. Snart gemte hun sig, snart tittede hun frem. Hun standsede ikke Elsdyret, hun drev det længere ud i Floden.
Da det højbenede Dyr var gaaet et Par Favne frem, klappede hun det for at faa det til at standse. Derpaa bøjede hun sig ned og rev et
