240
SKOVDRONNINGEN.
Par Aakander op. Mændene paa Skibet saa lidt flove paa hverandre. Nymfen var altsaa ene og alene kommen for at plukke de hvide Aakander, der gyngede paa Flodens Vand. Hun var ikke kommen for de romerske Sømænds Skyld.
Da drog Silvius Antonius en Ring af sin Finger, udstødte et Raab, der fik Nymfen til at se op, og kastede Ringen til hende.
Hun strakte Haanden frem og greb den. Hendes Øjne begyndte at straale. Hun rakte Haanden ud efter mere. Silvius Antonius kastede igen en Ring.
Da slyngede hun Aakanderne tilbage i Floden og drev Elsdyret længere ud i Vandet. Af og til standsede hun, men da kom en Ring flyvende fra Silvius Antonius og lokkede hende videre.
Paa engang opgav hun al Tøven. Farven paa hendes Kinder steg. Hun kom Skibet nærmere uden at behøve at lokkes. Vandet steg allerede Dyret op til Boven. Hun kom helt ind under Skibets Side.
Sømændene hang ud over Rælingen for at hjælpe den skønne Nymfe ombord, hvis hun vilde bestige Triremens Dæk.
Men hun saa ingen andre end Silvius Antonius, som stod der, smykket med Perler og Ringe og fager som en Solopgang. Og da den unge Romer mærkede, at Nymfens Øjne var fæstede paa ham, rakte han sig endnu længer ud end de andre. De raabte til ham, at han skulde
