241
SKOVDRONNINGEN.
tage sig i Agt, at han ikke mistede Fodfæstet og faldt i Vandet.
Men denne Advarsel kom for sent. Det er uvist, om det var Nymfen, der ved et hurtigt Ryk trak Silvius Antonius til sig, eller hvordan det egentlig gik til, men inden nogen tænkte paa at gribe fat i ham, var han overbord.
Dog der var ingen Fare for, at Silvius Antonius skulde drukne. Nymfen udstrakte sine Rosenarme og opfangede ham i dem. Han rørte næppe ved Vandfladen. I samme Øjeblik vendte hendes Ganger om, styrtede bort gennem Vandet og forsvandt i Skoven. Og lydt hørtes den vilde Rytterskes Latter, idet hun bortførte Silvius Antonius.
Galenus og hans Mænd stod et Øjeblik skrækslagne. Saa kastede nogle af Mændene uvilkaarlig deres Klæder for at svømme i Land. Men Galenus standsede dem.
„Uden Tvivl er dette Gudernes Vilje,“ sagde han. „Nu ser vi Grunden, hvorfor de har jaget Silvius Antonius Poppius gennem tusind Storme hen til dette ukendte Land. Lad os være glade, at vi har været et Redskab i deres Haand. Men lad os heller ikke søge at hindre deres Vilje.“
Sømændene greb lydigt til deres Aarer og roede ned ad Floden, og til deres taktfaste Tag nynnede de Sangen om Arethusas Flugt.
