245
SIGRID STORRAADE.
skønt der endnu var langt til Fruedag, kunde Kvæget allerede sendes paa Græs.
Da Dronningen roede mellem Østgøtlandsskærene ud i Østersøen, sad Gøgen og kukkede paa Klipperne, skønt det var saa tidligt, at man knap kunde vente at høre Lærken.
Der blev ogsaa stor Glæde overalt, hvor Storraade drog frem. Alle de Trolde, der havde maattet fly fra Norge under Kong Olafs Regering, fordi de ikke kunde taale Lyden af Kirkeklokkerne, kom nu ud paa Klipperne, da de saa Storraade sejle forbi. De rykkede unge Birketræer op med Rode og vinkede til Dronningen med dem, og derpaa gik de ind i deres Stenstuer, hvor deres Hustruer sad i Længsel og Bekymring, og sagde:
„Kvinde, nu skal du ikke længer være mod i Hu. Nu sejler Storraade til Kong Olaf. Nu kommer vi snart tilbage til Norge.“
Da Dronningen sejlede forbi Kullen, kom Kullemanden ud af sin Hule. Og han lod det sorte Bjerg aabne sig, saa hun saa Guld- og Sølvaarerne, der slyngede sig derinde, og glædede sig over hans Rigdom.
Da Storraade drog forbi Hallandsfloderne, kom Nøkken ned ad sin Fos, svømmede helt ud i Elvemundingen og spillede paa sin Harpe, saa Skibet dansede paa Voven.
Da hun sejlede forbi Nidingeskærene, laa Havmændene der og blæste paa Sneglehorn, saa Vandet sprøjtede op til høje Skumsøjler.
