246
SIGRID STORRAADE.
Men naar det blev Modvind, da kom de ledeste Trolde op af Dybet og hjalp Storraades Skib frem over Bølgerne. Nogle laa ved Agterstavnen og skød paa, andre tog Reb af Tang i Munden og spændte sig selv for Skibet som Heste.
De vildeste Hedninger, som Kong Olaf ikke vilde taale i Landet for deres Ondskabs Skyld, kom roende mod Dronningens Skib med Sejlene strøgne og med Entrebilerne løftede som til Angreb. Men naar de saa kendte Dronningen, lod de hende fare videre uskadt og raabte efter hende: „Vi tømmer en Skaal for dit Bryllup, Storraade!“
Alle de Hedninger, der boede langs med Kysten, lagde Brænde paa deres Stenaltere og ofrede baade Faar og Ged til de gamle Guder, for at de skulde staa Storraade bi paa hendes Færd til den norske Konge.
Da Dronningen sejlede op ad den nordre Elv, svømmede Havfruen langs med Skibet, strakte sin hvide Arm op af Dybet og rakte hende en stor klar Perle. „Bær denne, Storraade,“ sagde hun, „da vil Kong Olaf blive saa betagen af din Skønhed, at han aldrig vil kunne glemme dig.“
Da Dronningen var kommen et Stykke op ad Elven, hørte hun et Bulder og en Brusen saa stærk, at hun ventede at finde et Vandfald. Jo længere hun kom frem, des mere tiltog Larmen.
Men da hun saa roede forbi Guldøen og svingede ind i en bred Bugt, saa hun det store Kongshelle ligge ved Elvens Bred.
