247
SIGRID STORRAADE.
Byen var saa stor, at saa langt hun kunde se op ad Elven, laa der Gaard ved Gaard, alle anselige og veloptømrede, med mange Udhuse. Smalle Gyder løb mellem de graa Tømmervægge ned til Floden, store Gaardspladser bredte sig foran Vaaningshusene, velbanede Stier førte fra hver Gaard ned til dens Baadehus og Skibsbro.
Storraade befalede sine Mænd at ro ganske langsomt. Selv stod hun højt i Løftingen paa Skibet og saa ind mod Land. „Aldrig har jeg set noget lignende,“ sagde hun.
Nu forstod hun, at det Bulder, hun havde hørt, var ikke andet end Larmen af alt det Arbejde, der gik for sig i Kongshelle om Foraaret, naar Skibene skulde sendes paa Langfart.
Hun hørte Smede hamre med vældige Forhamre, Skydselskovlen klaprede i Bagerset, Bjælker læssedes med Bulder og Brag paa tunge Pramme, Ungersvende høvlede brede Aareblade og afbarkede Mastetræer.
Hun saa grønne Gaardspladser, hvor Terner gik og snoede Reb til de søfarende, og hvor gamle Mænd sad og bødede de graa Vadmelssejl.
Hun saa Baadebyggere tjære de ny Baade. Vældige Nagler dreves ind i stærke Egeplanker. Skibsskrog blev trukket ud af Baadehusene for at tættes. Gamle Skibe blev oppudsede med nymalede Dragebilleder. Varer stuvedes ned, Folk tog hastigt Afsked, tungt pakkede Skibskister blev baarne ombord.
Skibe, der allerede var færdige, lagde fra
