249
SIGRID STORRAADE.
konger, der vovede at fri til en Kvinde som Storraade.
Da det ringede til Aftensang, rejste Kongen sig for efter Sædvane at gaa til Mariekirken og bede. Men da kaldte Storraade sin Skjald frem, og han sang Kvadet om Brynhild Budlesdatter, der lod Sigurd Fofnersbane dræbe. Og Kong Olaf gik ikke til Kirke, men i Stedet derfor sad han og saa Storraade ind i de straalende Øjne, hvorover de tætte sorte Bryn hvælvede sig. Da forstod han, at Storraade var Brynhild, og at hun vilde dræbe ham, dersom han sveg hende. Han tænkte ogsaa, at hun nok var den Kvinde, der kunde lade sig brænde paa Baal sammen med ham. Og medens Præsterne messede og bad i Mariekirken i Kongshelle, sad Kong Olaf og tænkte paa, at han vilde ride til Valhal med Sigrid Storraade foran sig paa Hesten.
Den Nat havde Færgemanden, der førte Folk over Gøtaelven, saa meget at bestille, som han aldrig havde haft før. Den ene Gang efter den anden blev han kaldt over til den anden Bred, men naar han kom derover, var der aldrig nogen at se. Alligevel hørte han Trin rundt omkring sig, og Baaden blev fuld, saa den var nær ved at synke. Han roede den ganske Nat frem og tilbage og vidste ikke, hvad det hele havde at betyde. Men om Morgenen var hele Bredden fuld af smaa Fodspor, og i Fodsporene fandt Færgemanden smaa visne Løv, som, da han saa nærmere til, viste sig at være purt Guld. Da forstod han, at
