250
SIGRID STORRAADE.
det var alle de Nisser og Dverge, der var flygtet fra Norge for Kristendommens Skyld, men som nu kom tilbage.
Men Jætten, der boede i Fortinsbjerget lige Østen for Kongshelle, kastede den ene store Stenblok efter den anden mod Mariekirken hele Natten igennem. Og havde Jætten ikke været saa stærk, at alle Stenene fløj for langt, saa de gik over Elven og faldt ned paa Hisingen, da var der visselig sket en stor Ulykke.
Hver Morgen havde Kong Olaf for Skik at gaa i Messen, men den Dag, da Storraade var i Kongshelle, syntes han ikke, han havde Tid til det. Saa snart han var staaet op, vilde han straks gaa ned til Havnen, hvor hendes Skib laa, og spørge hende, om hun vilde drikke Bryllup med ham endnu før Kvæld.
Biskoppen havde ladet ringe med Klokkerne hele Morgenen, og da Kongen kom ud af Kongsgaarden og gik over Torvet, blev Kirkedørene slaaet op, og en dejlig Sang lød ud til ham. Men Kongen gik videre, som om han intet havde hørt. Da lod Biskoppen Klokkerne standse, Sangen forstummede, og Lysene slukkedes.
Det kom saa pludseligt, at Kongen uvilkaarlig standsede og vendte sig om mod Kirken. Da syntes det ham, at Kirken var mere uanselig, end han nogensinde før havde lagt Mærke til. Den var mindre end de andre Huse i Byen, Tørvtaget laa tungt over de lave Vægge uden Vinduer, Porten var lav med et lille Skærmtag af Granbark.
