251
SIGRID STORRAADE.
Medens Kongen stod i disse Tanker, kom en slank, ung Kvinde ud af den mørke Kirkeport. Hun bar en rød Kjortel og en blaa Kappe, og hun havde et lyslokket Barn paa Armen. Hendes Dragt var tarvelig, og dog syntes Kongen, at han aldrig havde mødt nogen Kvinde, der saa mere ædelbaaren ud. Hun var høj, ædel af Holdning og lys af Aasyn.
Kongen saa med stor Bevægelse, at den unge Kvinde trykkede Barnet ind til sig og bar det med saa megen Omhu, at det var, som om hun ikke ejede noget dyrebarere i Verden.
Da Kvinden stod i Porten, vendte hun sit hulde Aasyn om og saa sig tilbage, saa ind i den mørke, fattige Kirke med stor Længsel i Blik og Miner. Da hun atter vendte sig ud imod Torvet, havde hun Taarer i Øjnene.
Men da hun skulde træde over Tærskelen ud paa Torvet, svigtede Modet hende. Hun lænede sig mod Dørkarmen og saa paa Barnet med et saa bekymret Blik, som om hun vilde sige: „Hvor i hele den vide Verden skal vi nu faa Tag over Hovedet?“
Kongen stod ubevægelig og betragtede den husvilde. Hvad der rørte ham mest, var, at han saa Barnet, der sad sorgløs paa hendes Arm, række en Blomst op imod hende, som for at lokke hende til at smile. Og da saa han, at hun forsøgte at forjage Sorgen fra sit Aasyn og smilede til Sønnen.
„Hvem er den Kvinde,“ tænkte Kongen. „Det
