Side:Legender og Fortællinger.djvu/265

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

252

SIGRID STORRAADE.

synes mig, jeg har set hende før. Hun er utvivlsomt en højbaaren Kvinde, der er kommen i Nød.“

Hvor travlt end Kongen havde for at naa ned til Storraade, kunde han dog ikke løsrive sine Øjne fra Kvinden. Han syntes, at han havde set disse blide Øjne og dette milde Aasyn engang før, men han kunde ikke komme i Tanker om, hvor det var.

Kvinden stod endnu i Kirkeporten, som om hun ikke kunde rive sig løs. Da gik Kongen hen til hende og spurgte:

„Hvorfor er du saa bedrøvet?“

„Jeg er forjaget fra mit Hjem,“ svarede Kvinden og pegede ind imod den lille mørke Kirke.

Kongen antog, at hun mente, hun havde taget sin Tilflugt til Kirken, fordi hun ikke havde noget andet Sted at være. Han spurgte videre:

„Hvem har forjaget dig?“

Hun saa paa ham med et usigelig bedrøvet Blik.

„Ved du det ikke?“ spurgte hun.

Men da vendte Kongen sig fra hende. Han havde ikke Tid til at staa der og gætte Gaader, syntes han. Det lod til, Kvinden mente, at det var ham, der havde forjaget hende. Han forstod ikke, hvad hun sigtede til.

Kongen gik hurtig videre. Han kom ned til Kongsbryggen, hvor Storraades Skibe laa fortøjede. Ved Havnen kom Dronningens Tjenere ham imøde; de havde alle guldbræmmede Klæder og Sølvhjælm paa Hovedet.