Side:Legender og Fortællinger.djvu/266

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

253

SIGRID STORRAADE.

Storraade stod i Løftingen paa sit Skib, saa ud over Kongshelle og glædede sig over dets Magt og Rigdom. Hun saa ned paa Byen, som om hun allerede betragtede sig som dens Dronning.

Men da Kongen saa Storraade, kom han straks til at tænke paa den milde Kvinde, der var kommen fattig og forjaget ud af Kirken. Hvad er dette, tænkte han, det kommer mig for, som om hun var skønnere end Storraade!

Da Storraade nu smilede til ham, kom han til at tænke paa Taarerne, der tindrede i den anden Kvindes Øjne.

Den fremmedes Ansigt stod saa klart for Kong Olaf, at han ikke kunde lade være med at sammenligne det med Storraades Træk for Træk. Og da han gjorde dette, forsvandt al Storraades Skønhed.

Han saa, at Storraades Øjne var grusomme og hendes Mund vellystig. I hvert af hendes Træk læste han en Synd.

Han kunde vel endnu se, at hun var skøn, men han fandt ikke mere Behag i hendes Aasyn. Han begyndte at fatte Lede for hende som for en skinnende Giftslange.

Da Dronningen saa Kongen komme, gled et sejrsstolt Smil over hendes Læber.

„Jeg ventede dig ej saa tidlig, Kong Olaf,“ sagde hun. „Jeg troede, du var i Messe.“

Der kom en uimodstaaelig Lyst over Kongen til at