Side:Legender og Fortællinger.djvu/268

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

255

SIGRID STORRAADE.

en pelsværksbræmmet Kappe, som hun vilde give ham.

Men netop i samme Øjeblik kom Kongen til at se hen imod Havnen. Langt borte saa han den anden Kvinde komme gaaende; hun gik bøjet og med trætte Skridt, men bar fremdeles Barnet paa Armen.

„Hvad er det, du ser saa ivrigt efter, Kong Olaf?“ spurgte Storraade.

Da vendte den anden Kvinde sig om og saa paa Kongen, og idet hendes Blik faldt paa ham, forekom det ham, at der over hendes og Barnets Hoved tændtes en Ring af gyldent Lys, skønnere end alle Kongers og Dronningers Smykker. Men straks derpaa vendte hun om og gik atter op imod Byen, og han saa hende ikke mere.

„Hvad er det, du ser saa ivrigt efter, Kong Olaf ?“ spurgte Storraade igen.

Men da Kong Olaf nu vendte sig til Dronningen, saa han hende gammel og grim og omgiven af al Verdens Synd og Ondskab, og han forfærdedes over, at han kunde være falden i hendes Garn.

Han havde draget sin Handske af for at give hende Haanden. Men nu tog han Handsken og slog hende i Ansigtet dermed. „Ikke vil jeg eje dig, din lede Kælling og hedenske Hund!“ sagde han.

Da veg Storraade tre Skridt tilbage. Men hun fattede sig hurtigt og svarede: „Dette Slag turde blive din Bane, Kong Olaf Trygvesøn!“