257
SIGRID STORRAADE.
længere hun vandrede ind i det røde Vand, des tættere laa de ophobede.
Kongen saa med Bæven, at Kvinden veg til Side for ikke at træde paa en død Mand, der laa henstrakt paa det grønne Tangleje. Manden var brynjeklædt, havde Sværd i Haanden og et dybt Saar i Hovedet.
Kongen syntes, at Kvinden lukkede Øjnene for ikke at se. Hun bevægede sig hen imod et bestemt Maal uden Tøven eller Tvivl. Men han, der drømte, kunde ikke vende Øjnene bort.
Han saa Havbunden oversaaet af Vrag. Han saa tunge Skibsankere, tykke Reb snoede sig som Slanger, Skibe laa med sønderflængede Sider, de gyldne Dragehoveder, der havde siddet i Stævnen, stirrede paa ham med røde, truende Øjne.
„Jeg gad vide, hvem det er, der har holdt Slag og efterladt alt dette som Rov for Tilintetgørelsen,“ tænkte den drømmende.
Overalt saa han døde Mænd. De hang paa Skibssiderne eller var sunkne ned i den grønne Tang. Men han gav sig ikke Tid til at betragte dem, thi hans Øjne maatte følge Kvinden, der stadig vandrede fremad.
Endelig saa Kongen hende standse ved en død Mand. Han var klædt i en rød Kjortel, havde blank Hjælm paa Hovedet, Skjold paa Armen, og holdt et blottet Sværd i Haanden.
Kvinden bøjede sig over ham og hviskede til ham, som om hun vilde vække en sovende: „Kong Olaf! Kong Olaf!“
