262
ASTRID.
Skoven med Øksen paa Skulderen. „Jeg ser dig, jeg ser dig godt,“ sagde Astrid til Billedet, som om det var levende. „Høj er du ikke, men skulderbred og let og smidig, og efterdi du har gaaet i den mørke Skov hele den sommerlange Dag, saa tager du det sidste Stykke i et vældigt Spring og ler, naar du staar paa Vejen. Da skinner de hvide Tænder, og Haaret flyver, og det holder jeg af at se. Jeg ser dig, du har et lyst rødmusset Ansigt med Fregner over Næsen. Og du har blaa Øjne, der bliver mørke og strenge i den dybe Skov, men naar du blot kommer saa langt, at du ser Dalen og dit Hjem, saa bliver de lyse og milde. Saa snart du ser din egen Hytte nede i Dalen, saa letter du paa Huen og hilser, og da ser jeg din Pande. Skulde den Pande ikke passe for en Konge? Skulde den brede Pande ikke kunne bære Krone og Hjelm?“
Men saa forskellige disse Billeder end var, er det dog vist, at lige saa højt Prinsessen elskede det hellige Billede, hun havde fremtryllet, lige saa højt elskede den stakkels Trælkvinde den kække Ungersvend, som hun saa komme hende i Møde fra Skovens Dyb.
Og havde Hjalte Skjald faaet begge Billederne at se, da vilde han sikkert have rost dem begge. Han havde sikkert sagt, at de begge lignede Kongen. Thi det er Kong Olafs gode Lykke, havde han nok sagt, at han er en frisk og munter Ungersvend samtidig med, at han er Guds hellige Stridsmand.
