Side:Legender og Fortællinger.djvu/276

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

263

ASTRID.

Thi den gamle Hjalte elskede Kong Olaf, og skønt han havde gaaet fra Hof til Hof, havde han aldrig kunnet finde hans Lige. „Hvor finder jeg nogen, der kan faa mig til at glemme Olaf Haraldssøn?“ plejede han at sige. „Hvor skal jeg finde en ypperligere Helt?“

Hjalte Skjald var en gammel barsk Gubbe med et strengt Udseende. Saa gammel han var, var hans Haar endnu sort, hans Lød var mørk, og hans Blik hvast. Og hans Sang havde altid svaret til hans Udseende. Han havde aldrig haft andre Ord paa Tungen end Stridens. Han havde aldrig digtet andre Kvad end Slagsange.

Den gamle Hjaltes Hjerte havde hidtil været som Vildmarken udenfor Skovhuggerens Hytte. Det havde været som en stor Stenrøs, hvor der ikke kan vokse andet end de fattige Bregner og den tørre Bynke.

Men nu var Hjalte paa sin omstrejfende Færd kommen til Upsalahoffet og havde faaet Prinsesse Ingegerd at se. Han havde set, at hun var den ædleste af alle Kvinder, han havde truffet i sit Liv. I Sandhed — Prinsessen var ligesaa meget skønnere end alle andre Kvinder, som Kong Olaf var ypperligere end alle andre Mænd.

Da opstod den Tanke pludselig hos Hjalte, at han vilde søge at vække Kærlighed mellem den svenske Prinsesse og den norske Konge. Han spurgte sig selv, hvorfor ikke hun, der var ypperst blandt Kvinder, skulde kunne elske Kong Olaf, der var herligst blandt Mænd.