264
ASTRID.
Og efter at denne Tanke havde slaaet Rod hos Hjalte, digtede han ikke mere sine mørke Heltesange. Han gav Afkald paa at vinde Pris og Ære hos de barske Kæmper ved Upsalahoffet og sad lange Timer hos Kvinderne i Jomfruburet. Og man skulde ikke have tænkt, at det var Hjalte, der talte. Man skulde aldrig have troet, at han ejede saa fine og fagre og milde Ord, som han nu anvendte for at tale om Kong Olaf.
Ingen vilde have kendt Hjalte igen. Lige siden Tankerne om Giftermaalet var opstaaet hos ham, var han aldeles forvandlet. Da den skønne Tanke slog Rod i Hjaltes Sjæl, var det, som om en blussende Rose med bløde og duftende Blade var skudt op midt i en Vildmark.
En Dag sad Hjalte hos Prinsessen i Jomfruburet. Alle Ternerne var borte undtagen Astrid.
Hjalte tænkte paa, at han nu havde talt længe nok om Olaf Haraldssøn. Han havde sagt alt, hvad fagert han vidste om ham. Men havde det nu ogsaa nyttet? Hvad tænkte Prinsessen om Kongen?
Saa begyndte han at lægge Snarer for Prinsessen for at faa at vide, hvad hendes Mening var om Kong Olaf. „Jeg vil kunne se det paa et Blik eller en Rødme,“ tænkte han.
Men Prinsessen var en højbaaren Kvinde, hun
