265
ASTRID.
forstod at dølge sine Tanker. Hun hverken rødmede eller smilede, hendes Øjne straalede ikke. Hun lod ikke Hjalte ane, hvad hun tænkte.
Medens Skjalden saa ind i hendes ædle Aasyn, skammede han sig over sig selv. „Hun er for god til, at man skal liste sig over hende,“ sagde han. „Man maa gaa imod hende i aaben Kamp.“
Saa sagde Hjalte rent ud: „Kongedatter, hvis Olaf Haraldssøn begærer dig til Ægte af din Fader, hvad vil du da svare?“
Da lysnede den unge Prinsesses Ansigt, som Menneskenes Aasyn lysner, naar de kommer op paa et Bjerg og faar Øje paa Havet. Hun svarede straks uden Omsvøb:
„Er han en saadan Konge og en saadan Kristen, som du har sagt, Hjalte, da vil jeg regne det for en stor Lykke.“
Men næppe havde hun sagt dette, førend Glansen forsvandt af hendes Øjne. Det var, som om en Skystøtte rejste sig mellem hende og det store skønne Syn i det fjerne.
„Ak, Hjalte,“ sagde hun, „du glemmer eet. Kong Olaf er vor Fjende. Det er Krig og ikke Bejlerfærd, vi venter af ham.
„Lad det ikke bedrøve dig,“ sagde Hjalte. „Naar du blot vil det, saa er alt godt. Jeg ved Kong Olafs Vilje i denne Sag.“
Hjalte Skjald var saa glad, at han lo, da han sagde dette, men Prinsessen blev mere og mere bedrøvet.
