266
ASTRID.
„Nej,“ sagde hun, „hverken paa mig eller paa Kong Olaf beror det, men paa min Fader Oluf Skøtkonning. Og du ved, at han hader Olaf Haraldssøn og ikke engang vil taale, at nogen nævner hans Navn. Aldrig lader han mig følge af Gaarde med en Fjende. Aldrig giver han sin Datter til Olaf Haraldssøn.“
Da Prinsessen havde sagt dette, lagde hun al sin Stolthed bort og begyndte at klage sig for Hjalte. „Hvad hjælper det, at jeg nu har lært Olaf Haraldssøn at kende,“ sagde hun, „at jeg drømmer om ham hver en Nat og længes efter ham hver en Dag! Havde det ikke været bedre, at jeg aldrig havde hørt noget om ham? Havde det ikke været bedre, om du aldrig var kommen hid og havde fortalt mig om ham?“
Ved disse Ord fyldtes Prinsessens Øjne med Taarer, men da Hjalte saa Taarerne, løftede han Haanden varm og ivrig.
„Gud vil det,“ raabte han. „I hører sammen. Striden maa bytte sin røde Kappe med Fredens hvide Dragt, at eders Lykke kan fryde Jorden.“
Da Hjalte havde sagt dette, bøjede Prinsessen først sit Hoved for Guds høje Navn, og derpaa løftede hun det med nyvaagnet Haab.
Da den gamle Hjalte traadte ud af Jomfruburets lave Dør og gik hen ad den smalle Svalegang, kom Astrid efter ham.
