267
ASTRID.
„Hjalte,“ raabte hun til ham, „hvorfor spørger du ikke mig, hvad jeg vilde svare, hvis Olaf Haraldssøn begærede min Haand?“
Det var første Gang, Astrid talte til Hjalte. Men Hjalte kastede blot et hurtigt Blik paa den blonde Trælkvinde, hvis gyldne Haar krusede sig om Tindingerne og i Nakken, som havde de bredeste Armbaand og de tungeste Ørenringe, som havde Kjortelen snøret med Silkelidser og Livstykket saa besat med Perler, at det var stift som et Harnisk — derpaa gik han videre uden at svare.
„Hvorfor spørger du kun Prinsesse Ingegerd?“ vedblev Astrid. „Hvorfor spørger du ikke ogsaa mig? Ved du da ikke, at ogsaa jeg er Sveakongens Datter?“
„Ved du ikke,“ vedblev hun, da Hjalte slet ikke svarede, „at skønt min Moder var en Trælkvinde, var hun dog Kongens Ungdomsbrud? Ved du ikke, at saa længe hun levede, vovede ingen at minde om hendes Byrd? O Hjalte, ved du ikke, at det først var efter, at hun var død, og Kongen havde faaet en Dronning, at alle kom i Tanker om, at hun var ufri.
Det var først, efter at jeg havde faaet en Stedmoder, at Kongen begyndte at tænke paa, at jeg var af Trællebyrd. Men er jeg ikke Kongedatter, Hjalte, om end min Fader anser mig for saa ringe, at han har ladet mig synke ned til Trællehoben? Er jeg ikke Kongedatter, selv om min Stedmoder lod mig gaa klædt i Pjalter, mens min
