Side:Legender og Fortællinger.djvu/282

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

269

ASTRID.

Og det saa virkelig ud til, at Hjalte skulde faa Ret. Kun et Par Dage senere kom der Bud fra Kong Olaf i Norge for at slutte Fred med Svenskerne. Hjalte opsøgte Sendebudet og sagde til ham, at Freden mellem de to Lande kunde ikke befæstes bedre end ved et Giftermaal mellem Prinsesse Ingegerd og Olaf Haraldssøn.

Sendemanden troede vel ikke, at den gamle Hjalte var Mand for at vende en ung Ternes Hu til en fremmed Mand, men han syntes alligevel, at Forslaget var godt. Og han lovede Hjalte, at han skulde frembære Giftermaalsforslaget for Kong Oluf Skøtkonning paa det store Vinterting i Upsala.

Straks efter forlod Hjalte Upsala. Han drog om fra Gaard til Gaard paa den store Slette, han trængte langt ind i Skovene, han kom lige til Havets Bred.

Aldrig mødte han et Menneske uden at tale om Olaf Haraldssøn og Prinsesse Ingegerd. „Har du nogensinde hørt nævne en ypperligere Mand eller en vænere Kvinde?“ sagde han. „Visselig er det Guds Vilje, at de skal vandre Livets Vej sammen.“

Hjalte kom til gamle Vikinger, der overvintrede ude ved Havet, og som fordum havde røvet Kvinder paa hver en Kyst. Han talte til dem om den skønne Prinsesse, indtil de sprang op og med Haanden paa Sværdhjaltet lovede ham, at de vilde hjælpe hende til sin Lykke.

Hjalte gik til gamle myndige Bønder, der aldrig havde lyttet til deres egne Døtres Klager,