272
ASTRID.
Ved Sommerens Begyndelse kom Olaf Haraldssøn til Kongshelle, og i den store gamle Kongsgaard samlede han sammen alt, hvad der behøvedes til at fejre Brylluppet. I flere Uger drog der opad den lange Gade hele Rækker af Bønder, der bragte Føring: Smør i Bøtter, Ost i Sække, Humle og Salt, Roer og Mel.
Da Føringen var kommen til Huse, kom Bryllupsgæsterne i flere Uger dragende opad Gaden. Der kom høje Mænd og Kvinder i Tværsadler med lange Følger af Tjenere og Trælle. Derefter kom der Skarer af Legere og Sangere og Sagafortællere. Der kom Købmænd helt ovre fra Venderland og Gardarike for at lokke Kongen til at købe Brudegaver.
Efter at disse Tog i samfulde to Uger havde fyldt Byen med Larm og Liv, ventede man kun det sidste Tog: Brudens.
Men Brudens Tog lod vente længe paa sig. Hver Dag troede man, at hun vilde stige i Land ved Kongsbryggen og derpaa, med Pibere og Trommeslagere foran sig, og glade Ungersvende og alvorlige Præster efter sig, skride opad Gaden til Kongsgaarden. Men Brudetoget kom ikke.
Da Bruden lod saa længe vente paa sig, søgte alles Blik Kong Olaf for at se, om han var urolig. Men Kongen viste alle et roligt Ansigt. „Er det Guds Vilje,“ sagde Kongen, „at jeg skal eje denne fagre Kvinde, da kommer hun visselig nok.“
Og Kongen ventede, medens Græsset faldt for Leen, og Kornblomsterne blaanede i Rugen.
