273
ASTRID.
Kongen ventede endnu, da Hørren blev rusket op, og Humlen modnedes paa Stængerne.
Han ventede endnu, da Brombærret sortnede i Klipperevnen, og da Hybenen rødmede paa Tjørnens nøgne Grene.
Hele Sommeren havde Hjalte gaaet i Kongshelle og ventet paa Brylluppet. Ingen kunde vente Prinsessen ivrigere end han. Han ventede visselig med langt større Længsel og Uro end Kong Olaf selv.
Hjalte befandt sig heller ikke nu vel blandt Kæmperne i Kongshallen. Men længere nede ved Elven var der en Skibsbro, hvor Kongshelles Kvinder plejede at gaa hen for at se efter deres Mænd og Sønner, naar de drog paa Langfart. Her plejede de ogsaa at samles hele Sommeren for at spejde ned ad Elven efter kommende Skibe og for at græde over de bortdragne. Den Bro gik Hjalte nu ned til hver Dag. Han holdt mest af at være blandt dem, der sørgede og længtes.
Aldrig havde nogen af de Kvinder, der nogensinde havde siddet paa Grædebroen og ventet, stirret ned ad Elveløbet med mere bekymret Blik end Hjalte Skjald. Der var ingen, der ivrigere havde fæstet Blikket paa hvert et Sejl, der nærmede sig.
Undertiden listede Hjalte sig ogsaa ind i Mariekirken. Han bad aldrig om noget for sig selv.
