274
ASTRID.
Han kom kun for at minde Helgenerne om dette Giftermaal, som maatte komme i Stand, som Gud selv havde villet.
Helst af alt talte dog Hjalte i Enrum med Kong Olaf Haraldssøn. Det var hans bedste Glæde at sidde og fortælle ham om hvert et Ord, der havde lydt fra Kongedatterens Læber. Han skildrede ethvert af hendes Ansigtstræk.
„Konge,“ sagde han til ham. „Bed Gud, at hun maa komme til dig. Hver Dag ser jeg dig gaa paa Jagt imod gammelt Hedenskab, der sidder som en Ugle skjult i Skovens og Kløfternes Mørke. Men din Falk, Konge, vil aldrig kunne overvinde Uglen. Kun en Due kan gøre det, kun en Due.“
Skjalden spurgte Kongen, om det ikke var saa, at han ønskede at overvinde alle sine Modstandere? Var det ikke hans Mening, at han alene vilde være Herre i Landet? Men det vilde aldrig lykkes for ham. Aldrig vilde det lykkes, førend han vandt den Krone, som Hjalte havde valgt til ham, en Krone, der straalede saaledes af Glans og Herlighed, at alle maatte bøje sig for den, der ejede den.
Og tilsidst spurgte han Kongen, om han ikke gerne vilde vinde Herredømmet over sig selv. Men det vilde aldrig lykkes ham at overvinde sit eget Hjertes Modstand, naar han ikke kunde vinde et Skjold, som Hjalte havde set i Jomfruburet i Kongsgaarden i Upsala. Det var et Skjold,
