276
ASTRID.
paa de raske Svende, der sad ved Aarerne, saa venligt, som om de var hans Stalbrødre, og til Ternen, der ærbødigt førte ham til Kvindeteltet i Skibets Bagstavn, rakte han en Guldring.
Hjaltes Haand skælvede, da han løftede det Forhæng, som dækkede Indgangen til Teltet. Han syntes, dette Øjeblik var det skønneste i hans Liv. „Aldrig har jeg kæmpet for en større Sag,“ sagde han. „Aldrig har jeg tragtet saa ivrigt efter noget som efter dette Giftermaal.“
Men da Hjalte var kommen ind i Teltet, traadte han forskrækket et Skridt tilbage. Hans Ansigt udtrykte den største Forvirring.
Han saa en høj, skøn Kvinde. Hun kom ham i Møde med udstrakt Haand. Men Kvinden var ikke Ingegerd.
Hjaltes Øjne vankede søgende omkring i det snevre Teltrum for at finde Prinsessen. Ganske vist saa han, at den, der stod foran ham, var en Kongedatter. Ikkun en Kongedatter kunde se paa ham med saa stolt et Øjekast og hilse ham med en saadan Værdighed. Og hun bar fyrsteligt Pandebaand og Dronningeskrud. Men hvorfor var hun ikke Ingegerd?
Heftig udspurgte Hjalte den fremmede. „Hvem er du?“ — „Kender du mig ikke, Hjalte? Jeg er den Kongedatter, med hvem du har talt om Olaf Haraldssøn.“ — „Jeg har talt med en Kongedatter om Olaf Haraldssøn, men hendes Navn var Ingegerd.“ — „Ingegerd er ogsaa mit Navn.“ — „Dit Navn maa være, hvad det vil, men du
