Side:Legender og Fortællinger.djvu/29

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

16

SANTA CATERINA AF SIENA.

af Rammen og rakte hende Barnet, at hun skulde have Lov at holde det et Øjeblik paa sine Arme. Aa, hvilken Vellyst det var for hende!

Aa Gud nej, man behøver slet ikke at sige, at hun er død, den lille Caterina Benincasa. Man kan ganske simpelt sige, at hun er dragen bort med sin Brudgom.

Der i Hjemmet vil man aldrig glemme hendes fromme Gøren og Laden. Alle Sienas fattige kommer og banker paa Porten, fordi de ved, det er den lille Jomfrus Bryllupsdag. Og store Stabler Brød ligger rede til dem, som om hun endnu var derhjemme. De faar Kurve og Lommer fyldt. Om hun selv havde været der, kunde hun ikke have sendt dem bort tungere belæssede.

Den bortdragne har efterladt saa stort et Savn, at man knap forstaar, hvor Brudgommen kunde have Hjerte til at tage hende med sig.

Inde i de smaa Kapeller, der er indrettede i hver en Krog af Huset, læser de Messe efter Messe hele Dagen, og de paakalder Bruden og synger Hymner til hende.

„Hellige Caterina,“ siger de, „paa denne din Dødsdag, som er din himmelske Bryllupsdag, bed for os!

„Hellige Caterina, du som ikke havde nogen anden Kærlighed end Kristus, du som i Livet var hans trolovede Brud og i Døden blev modtagen af ham i Paradis: bed for os!

„Hellige Caterina, du straalende Himmelbrud, du allerlyksaligste Jomfru, du, som Guds Moder