279
ASTRID.
Hun tænkte, at fik hun blot een Gang Olaf Haraldssøn at se, vilde hun have Glæde deraf for hele sit Liv.
Men da Sveakongen fik Øje paa Prinsessen, red han hen til hende. „Se, Ingegerd,“ sagde han, „her hænger fem Urfugle ved min Sadelknap. Paa een Morgenstund har jeg fældet fem Urfugle. Hvem tror du kan gøre sig til af en bedre Lykke? Har du nogensinde hørt, at en Konge har gjort en bedre Fangst?“
Men da vrededes Prinsessen over, at han kom saa stolt og priste sin egen Lykke, han, der stængte Lykkens Vej for hende. Og for at faa en Ende paa den Uvished, der havde pint hende mange Uger igennem, svarede hun: „Du, Fader, har med stor Ære og Berømmelse fældet fem Urfugle, men jeg ved den Konge, der paa een Morgenstund fangede fem andre Konger, og det var Olaf Haraldssøn, den Helt, som du har udvalgt til min Ægtefælle.“
Da sprang Sveakongen rasende af Hesten og med knyttede Hænder gik han hen imod Prinsessen.
„Hvilken Trold har forgjort dig?“ spurgte han. „Hvilken Urt har forgiftet dig? Hvorledes er din Hu bleven vendt til denne Mand?“
Ingegerd svarede ikke, hun traadte forskrækket et Skridt tilbage.
Da blev Kongen roligere. „Fagre Datter,“ sagde han til hende, „ved du ikke, hvor kær jeg har dig? Hvorledes skulde jeg da kunne give
