282
ASTRID.
Men da gik Ingegerd hen til Kongen og bad: „Ak, Fader, Fader, gør dog ikke dette! Jeg har Kong Olaf af Hjertet kær; du vil dog ikke volde mig den Smerte at bedrage ham.“
Og hun tilføjede, at hun vilde gerne i Taalmodighed lyde sin kongelige Faders Bud og afstaa fra Giftermaalet med Olaf Haraldssøn, naar han blot vilde love ikke at tilføje ham denne Skam.
Men Sveakongen vilde slet ikke lytte til hendes Bønner. Han vendte sig til Astrid og kærtegnede hende, ret som om hun var saa skøn som selve Hævnen. „Du skal rejse, du skal rejse snart, allerede i Morgen,“. sagde han. „Alt, hvad du skal have i Medgift, dine Klæder, min kære Datter, og dit Følge, det kan altsammen blive bragt til Veje i største Hast. Den norske Konge tænker ikke paa sligt; han er optagen af Glæden over at skulle eje Sveakongens højbaarne Datter.“
Da forstod Ingegerd, at her var ikke at haabe paa nogen Skaansel. Og hun gik hen til sin Søster, lagde sin Arm om hendes Hals og førte hende ind i Salen. Der satte hun hende i sit eget Højsæde, mens hun selv tog Plads paa en lav Skammel ved hendes Fødder. Og hun sagde til Astrid, at fra nu af skulde hun sidde der for at vænne sig til den Plads, hun skulde indtage som Dronning. Thi Ingegerd vilde ikke, at Kong Olaf skulde behøve at blues over sin Dronning.
Derpaa sendte Prinsessen sine andre Terner til Klædekammer og Fadebur for at hente den
