284
ASTRID.
Hun rejste som en Prinsesse, hun blev opvartet som en Prinsesse. For første Gang siden hendes Moder var død, havde hun følt sig lykkelig. —
Da den skønne Kongedatter havde fortalt Hjalte alt dette, tav hun et Øjeblik og saa paa ham. Hjalte havde siddet ubevægelig under hele Fortællingen, men Kongedatteren blegnede, da hun saa den Smerte, der stod præget i hans Ansigt.
„Sig mig, hvad du tror, Hjalte,“ udbrød hun. „Nu er vi jo snart i Kongshelle. Hvordan vil det gaa mig der? Vil Kongen dræbe mig? Vil han brændemærke mig med glødende Jern og sende mig tilbage? Sig mig Sandheden, Hjalte?“
Men Hjalte svarede ikke. Han sad og talte med sig selv uden at vide af det. Astrid hørte ham mumle, at deroppe i Kongshelle var der ingen, der kendte Ingegerd, og selv havde han ringe Lyst til at vende om.
Men nu faldt Hjaltes mørke Blik paa Astrid, og han begyndte at udspørge hende. Hun havde jo ønsket, at hun kunde have sagt Nej til denne Rejse. Naar hun nu kom til Kongshelle, stod det hende jo frit for. Hvad agtede hun altsaa at gøre? Vilde hun fortælle Kong Olaf, hvem hun var?
Dette Spørgsmaal satte Astrid i ikke ringe Forlegenhed. Hun tav stille en lang Stund, men derefter begyndte hun at bede Hjalte, om han vilde følge med hende til Kongshelle og sige Kongen Sandheden. Hun fortalte Hjalte, at hendes Skibsfolk og Terner havde forpligtet sig til at tie. „Og hvad jeg selv skal gøre, ved jeg jo
