285
ASTRID.
ikke,“ sagde hun. „Hvor skulde jeg vide det? Jeg har hørt alt, hvad du har fortalt Ingegerd om Olaf Haraldssøn.“
Da Astrid sagde dette, saa hun, at Hjalte atter sank hen i Grublen. Hun hørte, hvad han sad og mumlede, at han troede ikke, hun vilde tilstaa Sammenhængen. „Men jeg maa dog sige hende, hvad hun gaar ind til,“ sagde han.
Og saa rejste Hjalte sig og talte i dybeste Alvor. „Hør endnu en Fortælling, Astrid, som jeg ikke før har fortalt dig om Kong Olaf.“
Det var paa den Tid, da Kong Olaf endnu var en fattig Søkonge, da han ikke ejede andet end nogle gode Skibe og nogle trofaste Kæmper, men ingen Del af sine Fædres Rige. Det var dengang han stred med Ære paa fjerne Have, tugtede Vikinger og skærmede Købmænd og laante kristne Fyrster sit Sværd.
Da drømte Kongen en Gang, at en Guds Engel ved Nattetide steg ned til hans Skib, hejsede alle Sejl og styrede mod Nord. Og det forekom Kongen, at de ikke havde sejlet længere Tid, end en Stjerne behøver for at slukkes ved Morgengry, førend de kom til en høj og klippefuld Strand, der var indskaaren af Fjorde og kantet af en mælkehvid Brænding. Men da de naaede Stranden, udstrakte Englen sin Haand og talte med sin Sølverstemme; den klang igennem Vinden, der peb i Sejlene, og Voven, der brusede om Kølen i den voldsomme Fart. Du, Kong Olaf, saaledes
