288
ASTRID.
Hjaltes Stemme sank, den blev mørk og dump, det lød for Astrid, som om han mumlede et Tryllekvad.
„Det er dig,“ sagde han til hende, „som har ødelagt mit skønneste Digt.“ Thi det skønneste Digt, Hjalte havde kvædet, det var det, at han skulde synge den frommeste af alle Kvinder sammen med den ypperste af alle Mænd. „Men du har fordærvet Digtet,“ sagde han, „og gjort det til et Narrespil. Og jeg skal straffe dig, du Hels Afkom. Jeg skal straffe dig, ligesom Gud Fader straffede den Frister, der førte Synden ind i hans Verden. Jeg skal straffe dig.“
„Men bed mig ikke,“ vedblev han, „om jeg vil følge med dig for at beskytte dig mod dig selv. Jeg tænker paa Prinsessen, hvorledes hun maa lide ved den Leg, du driver med Kong Olaf. For hendes Skyld maa du straffes, lige saavel som for min. Jeg vil ikke følge med dig for at forraade dig. Det er min Hævn, Astrid. Jeg vil ikke forraade dig.
„Drag du kun ind til Kongshelle, Astrid, og taler du ikke af dig selv, bliver du vel Kongens Brud. Men derpaa, du Slange, skal Straffen gribe dig. Jeg kender Kong Olaf, og jeg kender dig. Dit Liv skal blive saa tungt, at du ønsker dig Døden hver Dag, der gaar.“
Da Hjalte havde sagt dette, vendte han sig bort fra hende og gik.
Astrid sad længe tavs og tænkte paa, hvad hun havde hørt. Men saa drog der et Smil hen over hendes Ansigt. Han glemte, den gamle
