289
ASTRID.
Hjalte, at hun havde prøvet alle Lidelser, at hun havde lært at le ad Smerten. Men Lykken, Lykken, den havde hun aldrig prøvet!
Og Astrid rejste sig og gik ud i Teltaabningen. Hun saa den vrede Hjaltes Skib. Hun syntes, at langt, langt borte i det fjerne kunde hun se det taageindhyllede Island, der bød sin vidtberejste Søn velkommen med Kulde og Mørke.
III.
En solblank Dag ud paa Høsten. Ikke den mindste Sky paa Himlen. En Dag, da man tænker: den fagre Sol vil give Jorden alt det Lys, den ejer! Den fagre Sol er som en Moder, hvis Søn skal rejse langt bort, og som nu i Afskedsstunden ikke kan vende sit Øje fra den elskede.
I den lange Dal, hvor Kongshelle ligger, er der en hel Række smaa runde Høje beklædte med Bøgeskov. Og nu i Høstens Tid har Træerne iklædt sig saa prægtigt et Skrud, at det er til at fryde sig over. Man skulde tro, at Træerne vilde drage ud paa Frierfærd. Det ser ud, som om de havde klædt sig i Guld og Skarlagen for at vinde sig en rig Brud med deres Pragt.
Den store Ø Hisingen ovre ved den anden Bred af Elven har ogsaa pyntet sig. Men Hisingen er bevokset med hvidgule Birketræer. Paa
